I nedenstående sag optræder følgende: Chr. Edvard Hansen Møller (min tipoldefar), Lars Møllers enke (min tipoldemor), Jens Melchior Jensen (min oldefar), brandforsikret ejendom (min mormors barndomshjem). Af sagen kan vi lære, at man aldrig skal afgive falsk underskrift – heller ikke når det ikke skader nogen!
Vejle Amts Folkeblad, 17. marts 1887:
Fra Øster Nykirke skrives til os: I mandags, den 14. marts, indtraf en begivenhed i den ellers rolige by Vonge, som vakte en sådan forfærdelse, for ikke at sige harme, at den sent vil glemmes, og anledningen dertil var følgende: En herredsfuldmægtig og en politibetjent kom til byen hin dag og holdt forhør hos Lars Dahl Hansen Møllers enke af Vonge, og derefter transporteredes Gårdejer Christian Edvard Hansen Møller til Vejle, hvilket folk her på egnen kalder: Han blev arresteret. Hvad havde han da gjort? Ja, det er det, som skal oplyses. Gårdejer Christian Møller er kredsformand for den ny brandforening for bygninger i Nørrejylland. Før en interessent kan blive medlem af den ny brandforening må han udmelde sig af landets almindelige Brandkasse, og derom må indgives skriftlig begæring til vedkommende branddirektør om udslettelse. Dette havde Lars Møllers enke bedt sin svoger Chr. Møller om at besørge for hende, men ved underskriften var ved uforsigtighed glemt ordet ”enke”. Dette, siger man, skal være hans eneste brøde i denne sag. Hvilken ærgrelse har ikke dette forvoldt ham, hvilken sorg for hans svage hustru og børn i hjemmet. Den 15. marts var mange af Chr. Møllers venner forsamlet i Vonge Kro – henved 50 – for at drøfte, hvad der kunne gøres for hans løsladelse. Men da man var blevet enige om, hvad man ville gøre i den anledning, kom Chr. Møller og stod iblandt dem. Dette vakte, måske med en eneste undtagelse, almindelig glæde. Han havde nemlig fået lov til efter forhøret at rejse hjem. Men hvad kan misundelse, had og brødnid ikke føre til, thi det er en vitterlig sandhed, at den ny brandforening finder en meget stor tilslutning i en vid kreds på denne egn.
Vejle Amts Folkeblad, 17. marts 1887:
Hr. Redaktør!
Foranlediget af, at der i Deres ærede blad af 17. ds. var optaget en meddelelse fra Øster Nykirke Sogn angående en imod mig foretagen anholdelse, finder jeg det rigtigt for min person og sagens vedkommende at give en fremstilling af det verserede, og hvori min brøde har bestået.
Jeg hører, at rygtet går således på sin steder, at jeg skulle have brugt fornærmelige udtalelser om kongen, andre steder siges der, at det skulle være …, men sådan hænger det Gud ske lov ikke sammen. Sagens nøgne sandhed er den, som i Meddelelsen anmeldt, at min svigerinde, Lars Dahl Hansn Møllers enke, ville have sine bygninger overført fra landets almindelige brandforsikring til de mindre ejendomsbesidderes brandforsikring for Nørrejylland, stiftet 1855, for hvilken forening jeg er kredsforstander. Bemeldte min svigerindes søn kom til mig en søndag eftermiddag og bad mig fra hans moder at ordne denne sag for hende. Jeg udfærdigede da en udmeldelsesbegæring, hvorpå jeg skrev min broders navn, og min svigerindes søn skrev derunder sin moders navn, hvorefter vi begge skrev vore navne. Derefter rekvirerede jeg den lovbefalede pantebogsattest, der fremkom således at Lars Dahl Hansen Møller var ejer af den anmeldte ejendom. Jeg skrev da en anden udmeldelsesbegæring i overensstemmelse med den foregående, men udlod min svigerindes navn, da jeg var kommet i tanker om, at hun ikke havde andet adkomstdokument på ejendommen end det, hendes afdøde mand havde haft. Jeg antog, at hun også måtte være berettiget til at begære udmeldelsen og ejendomsforsikringen af hendes bygninger overført under dette adkomstdokuments navn, der i enhver henseende er fyldestgørende og berettiger hende til at besidde ejendommen, ja til, selv om hun vil, at nedbryde sine bygninger sten for sten, når det sker med hendes børns samtykke. Ved det optagne forhør blev det godtgjort og konstateret, at min svigerinde i forening med begge sine myndige sønner var enige om, at jeg skulle foranstalte den omhandlede sag ordnet for hende, altså kan jeg i alverden ikke forstå, hvad der skulle være grund til for øvrigheden at arrestere mig på en så nedværdigende måde som det er, i særdeleshed da de optagne forhør over min svigerinde og hendes sønner og mig stod fuldstændig i overensstemmelse med hverandre. Når jeg siger ”nedværdigende måde” så skal jeg sige, hvorledes det skal forstås.
Efter at forhør var optaget over mig, sagde fuldmægtigen til mig: ”Er de villig til at følge med?”
Jeg svarede: ”Ja, dersom det er bestemmelsen, at tvangsmidler ellers skal bruges, så skal de gerne have den ulejlighed skånet, men jeg ville gerne bede om at køre med egen befordring for at kunne køre hjem igen”.
Fuldmægtigen: ”Nej, så skal politibetjenten sidde hos Dem, det vækker opsigt!”
Jeg: ”Det skal de ikke genere Dem ved, men betjenten behøver ikke at sidde hos mig. Jeg skal ikke løbe bort. De må bestemme, enten skal jeg køre for- eller baud, eller kan jeg ikke stille kaution for min person til i morgen, så må de bestemme, hvilket klokkeslæt jeg skal være i Vejle”.
Fuldmægtigen: ”Nej, men De må få lov til at sidde i vognen hos betjenten og mig”
Jeg: ”Ja, så må jeg da vel gå hjem til min kone og børn og sige dem, hvor jeg rejser hen?” (Intet svar)
”Det skulle jeg vel antage, jeg må få lov til”. (Forhøret over mig holdes hos sognefogeden).
Fuldmægtigen: ”Ja, så holder vi på vejen ved Deres gård. Vil de så komme?”
Jeg: ”Ja”.
Tiden kom, jeg trådte til vogns, og rejsen fortsattes til Vejle. At det vakte sorg og bekymring hos min familie er en selvfølge. Ved ankomsten til Vejle kl. ca. 8 blev jeg meget pænt behandlet, det vil sige, dersom det havde været en uhyre brøde, jeg havde begået, og det var det naturligvis, thi ikke en eneste havde tabt en øre derved. Fuldmægtigen meddelte mig fra herresfogeden, at jeg måtte få kvarter hos en gæstgiver i byen, men han ønskede, at det blev hos Madam Bertelsen, og der opholde mig, ikke gå i byen til sagførere eller nogen, men gå lige derfra den påfølgende dags formiddag kl. 9 og møde på rådhuset for at underkastes nyt forhør. Betjenten havde ordre til at følge mig i kvarter hos Madam Bertelsen, og det er jo en selvfølge, at jeg som arrestant måtte lyde ordren. Jeg mødte i retten til den bestemte tid, og efter forhørets afslutning var arrestationen ophørt. Jeg skal bemærke, at ved forhørets påbegyndelse var formuleringen ikke, som den for arrestanter i almindelighed plejer at være, idet nemlig ordene: ”Arrestanten fremstod løs og fri” blev udeladt, men det kan jo også være det samme, for jeg stod løs og fri.
Ved min ankomst til mit hjem fortalte min familie mig, at der i kroen var så mange mennesker forsamlede for at forhandle om at rejse til Vejle den påfølgende dag, for hos herredsfogeden at begære mig løsladt. De mente, at jeg var arresteret, og de kunne ikke tænke, at det var hos Madam Bertelsen. Jeg måtte jo derover for at fremstille mig for forsamlingen, og jeg blev modtaget med kærlighed. Forsamlingen havde skrevet et andragende, forsynet med underskrifter til herredsfogeden, som 5 af forsamlingen valgte mænd personligt havde overleveret herredsfogeden, og videre forhandle med ham. De valgte mænd var bemyndiget til, om herredsfogeden havde forlangt kontant 20.000 kr. at tilvejebringe et sådant beløb til sikkerhed for min person. (Det skal dog bemærkes, at en Peder og en Jørgen ville holde sig sagen uvedkommende). Jeg takkede forsamlingen for den imod mig udviste velvilje, lige så fuldt, som om det havde været nødvendigt at bringe den i anvendelse. Derefter fik vi en bolle punch som middel til at få harmen og glæden bragt i nogenlunde normal tilstand igen, og deraf fik Peder og Jørgen deres part.
Den imod mig rejste bevægelse er foranlediget ved branddirektørens og branddirektoratets foranstaltning, og jeg skal derfor herved tillade mig at henstille til venner og meningsfæller, om det ikke snart kunne komme til at gå op for dem, at det er længe nok, man har haft med den brandforsikring at gøre, hvor den almindelige befolkning så godt som ikke har anden indflydelse end at betale. I de sogne, der er underlagt den kreds, jeg repræsenterer i de mindre ejendomsbesidderes brandforsikringsforening, skal jeg nok ankomme for at tage imod udmeldelser til april næste år, thi jeg må formene, at branddirektøren antager, at vi er i familie, for ordsproget siger jo, at frænde er frænde værst.
Ovenstående bedes godhedsfuldt optaget i Horsens Folkeblad af den grund at en del sogne i dens læserkreds hører under den kreds, jeg repræsenterer for ”De mindre ejendomsbesidderes brandforsikringsforening”. Ligeledes bedes det optaget i Nørrejysk Tidende, der er foreningens organ.
Vonge, den 28. marts 1887
Ærbødigst
C. E. H. Møller
Nationaltidende, 14. september 1887
Viborg Overrets domme
Afsagt den 22. august 1887
Underskrivning af anden mands navn.
Straf efter analogien af Straffelovens §275 (Underskrivning af opdigtede eller fingerede navne), jf. §270, anvendt over for en mand, som var blevet anmodet af sin afdøde broders enke om at sørge for, at hendes ejendom blev udmeldt af den almindelige brandforsikring for landejendomme, og som, da han senere erfarede, at hans broder selv stod indtegnet som ejer af ejendommen, udfærdigede en udmeldingsbegæring, som han underskrev med sin afdøde broders navn.
Den 6. februar 1887 henvendte Jens Melchior Jensen – hvis moder Karen Hansen hensidder i uskiftet bo efter sin den 3. maj 1884 afdøde mand, Jensens Stedfader, Lars Dahl Hansen Møller – sig til dennes Broder, Chr. Møller og anmodede på sin moders vegne denne om at lade nogle hende tilhørende bygninger, der hidtil havde været forsikrede i den almindelige brandforsikring for landbygninger, indtegne til forsikring i de mindre landejendomsbesidderes brandforsikringsforening for bygninger og andre faste ejendele i Nørrejylland, stiftet 1855, i hvilken Chr. Møller er kredsforstander. I dette øjemed udfærdigede denne straks en begæring om bygningens udslettelse af den førstnævnte brandforsikring, idet han underskrev en trykt udmeldelsesblanket med navnet Lars Dahl Hansen Møller og lod J. M. Jensen, hvem Karen Hansen havde bemyndiget til i anledning af bygningens optagelse i den ny brandkasse at underskrive hendes navn, sætte dette under hendes mands navn, samt skrive sit eget navn under en på blanketten trykt bevidnelse af underskriftens ægthed, hvilken Chr. Møller derhos selv underskrev. Da denne imidlertid senere erfarede, at hans afdøde broder endnu var indført i Skøde- og Pantebogen som ejer af den pågældende ejendom, medens han ikke vidste, at broderens enke havde fået brandforsikringen overført på sit navn, udfærdigede han i stedet for den ovennævnte udslettelsesbegæring, som han har tilintetgjort, en ny, ved at udfylde en udmeldelsesblanket således, at den kom til at indeholde en den 5. februar d.å. dateret og til branddirektør Helms i Vejle adresseret begæring om at erholde de omhandlede bygninger udslettede af brandforsikringen fra 1. april d. å. at regne, og undertegnede denne begæring med navnet Lars Dahl Hansen Møller, hvorpå han uden noget hertil indhentet samtykke fra Jens Melchior Jensens side skrev navnet Jens Melchiorsen, hvorved han vilde betegne bemeldte Jensen, der sædvanlig går under dette navn, under en på blanketten trykt bevidnelse af underskriftens ægthed, som han ligeledes undertegnede med sit eget navn. Under 18. februar d. å. blev bygningerne ved en udslettelsesbegæringen given påtegning antagen til forsikring i de mindre landejendomsbesidderes Brandforsikringsforening fra 1. april d. å., og dokumentet har derhos påtegning om at være modtaget den 10. februar ved branddirektoratet i Vejle, hvor det imidlertid blive bemærket, at L. D. H. Møllers underskrift ikke kunne være rigtig. Under en herefter gæring i sin afdøde broders navn, anbragt, at han vidste, at vedkommende branddirektør ville ”gøre vrøvl”, når begæringen fremkom fra en anden end den, som i hans protokol og pantebogen stod indtegnet som ejer af de pågældende bygninger, han har derhos nægtet at have tilsigtet nogen svig ved udfærdigelsen af den omhandlede begæring, samt påstået, at han, der alene vil have betragtet dette som en formsag, udfærdigede den som sket i den overbevisning, at hans svigerinde i alt vilde billige den af ham derved brugte fremgangsmåde, og at Jens Melchior Jensen heller ikke ville have noget imod, at han underskrev hans navn til vitterlighed, og har han endvidere til sin undskyldning anført, at han, såfremt han ved sit forbehold i den omhandlede henseende måtte have begået noget urigtigt, hvad han i øvrigt ikke har villet erkende, alene har handlet af dumhed og uvidenhed.
Hvad nu angår den således af Chr. Møller først udfærdigede udslettelsesbegæring, bliver der, selv om dette forhold i så henseende måtte kunne anses indbefattet under den i sagen udfærdigede altionsordre, i henhold til Straffelovens §45, 2. led, ikke spørgsmål om at pålægge ham nogen straf herfor, idet han må antages at have tilintetgjort begæringen af egen drift. Ej heller findes han at have gjort sig skyldig i noget strafbart forhold ved den brug, han, som meldt, har gjort af Jens Melchior Jensens navn på den senere af ham udfærdigede udslettelsesbegæring, idet han nemlig efter omstændighederne ikke har manglet føje til at antage, at J. M. Jensen, der som meldt til vitterlighed havde underskrevet den først affattede udslettelsesbegæring, uagtet den var undertegnet med hans afdøde Stedfaders af Chr. Møller skrevet navn, ikke ville have noget imod, at denne forsynede den senere affattede udslettelsesbegæring med hans underskrift som vitterlighedsvidne, hvad også bekræftes ved en af J. M. Jensen udstedt og under sagen fremlagt erklæring, der går ud på, at tillægge den omhandlede underskrift samme betydning og retsvirkning, som om han personlig havde skrevet den, og en af han under sagen afgivet erklæring, hvorefter han ville have tilladt Chr. Møller således at skrive hans navn, hvis Møller havde bedt ham derom. Derimod vil Møller ikke kunne undgå straf for sit forhold ved, som meldt, at have skrevet sin afdøde broders navn under den herom handlede udslettelsesbegæring, der efter sin beskaffenhed må henregnes til de i Straffelovens §270 omhandlede dokumenter, idet det i så henseende navnlig ikke vil kunne distulpere ham, at hans svigerinde under sagen har bekræftet, at hun ikke havde noget imod, at han således underskrev hendes afdøde mands navn, efter den omstændighed, at hun havde været gift med L. D. H. Møller og som siddende i uskiftet bo efter ham besad den ham forhen tilhørende ejendom, om hvis bygningsforsikrings dokumentet handlede, ikke, som Møller har forment, kunne give hende beføjelse til at tilstede denne at gøre en sådan brug af den afdødes navn, ligesom det heller ikke vil kunne fritage ham for strafansvar, at han må antages ved sit ommeldte forhold alene at have tilsigtet at undgå vanskeligheder ved bygningernes udslettelse af brandforsikringen, hvilken udslettelse ikke kunne nægtes, da der ingen pantegæld hvilede på den pågældende ejendom.
For således at have underskrevet den sidst ommeldte udslettelsesbegæring med sin afdøde broders navn ville han være at anse efter analogien af straffelovens §275, jf. §270 med en straf, der efter sagens omstændigheder anses passende at kunne bestemmes til fængsel på vand og brød i 5 dage. Ved underretsdommen er straffen bestemt til samme slags fængsel i 2 gange 5 dage.
Avis (berlinger?) 24. december 1887:
Højesteretsdomme, torsdag den 22. december 1887.
Nr. 299:
Advokat Hindenburg mod Christian Edvard Hansen Møller for det af ham udviste forhold med hensyn til en med den afdøde Lars Dahl Hansen Møllers navn undertegnet begæring om at få nogle bygninger udslettet af landbygningernes brandforsikring (Defensor Bagger). Ved Viborg Landsoverrets Dom af 22. august 1887 er Nørvang-Tørrild Herreders Extrarets Dom af 8. april s. å., hvorved tiltalte er dømt til at hensættes i fængsel på vand og brød i 2 gange 5 dage, således stadfæstet, at straffetiden bestemmes til 5 dage.
Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at Stande. I Salarium for Højesteret betaler tiltalte til Advokat Hindenbrug og Højesteretssagfører Bagger 40 kr. til hver.